PELLEPRISEN 2025 & Koncert
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
11. juni 18.30
Program
Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Songs Without
Der er gratis adgang til koncerten.
Vi glæder os til for niende gang at uddele Pelleprisen, opkaldt efter den legendariske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. To priser uddeles: Én til en komponist, der ligesom Gudmundsen-Holmgreen ikke er bange for at gå på tværs af tidens normer, og én til en musiker, der har ydet et særligt bidrag til fortolkningen og realiseringen af ny musik. Som en del af årets prisceremoni fortolker sidste års vinder, mezzosopranen Hanne-Marie Le Fevre, Pelle Gudmundsen Holmgrens sangcyklus, Songs Without (1976). Et gådefuldt værk, hvor en eklektisk serie af digte – fra middelalderens anonyme digtning over romantikeren William Wordsworth til modernisten Samuel Beckett – akkompagneres af et følelsesmæssigt ekspressivt klaverarrangement, der på én gang er repeterende og overraskende, og som subtilt antyder den mystiske tilstedeværelse af en snigende, udefinerbar uhygge.
Som altid afsløres pristagerne ikke før selve prisoverrækkelsen. Pristagerne modtager 15.000 kroner hver. Prisen er tidligere gået til komponisterne Jeppe Ernst, James Black, Mette Nielsen, Jens Peter Møller, Marcela Lucatelli, Xavier Bonfill, Nick Martin og Kirstine Lindemann samt pianisten Fei Nie og mezzosopranen Hanne-Marie Le Fevre. Juryen udgøres af komponist og tidligere prisvinder Mette Nielsen, KLANG Festivals kreative leder James Black, Jonas Bille Gamkjær fra Edition Wilhelm Hansen, der publicerede Pelle Gudmundsen-Holmgreens kompositioner, samt ikke mindst hans enke, kunstneren Karin Birgitte Lund.
Støtte
I samarbejde med Edition Wilhelm Hansen and Karin Birgitte Lund.
Spillested
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Julius Thomsens Gade 1 1974 Frederiksberg
> Se kortKunstnere
Hanne Marie le Fevre
Hanne Marie le Fevre er en dansk performancekunster og klassisk uddannet mezzosopran. Hun har et vidtfavnende virke, der involverer solistiske optrædener i alt fra kirkemusikkens oratorier og messer, til eksperimenterende installationer og tværæstetiske samarbejder. I 2024 modtog hun Klang Festivals Pellepris.
Louise Schrøder
Louise Schrøder er uddannet pianist og akkompagnatør fra Syddansk Musikkonservatorium hos Tove Lønskov og Marianna Shirinyan. Efter sin debut i 2006 ledede hun Den Rullende Opera frem til 2016. Hun har arbejdet som repetitør og akkompagnatør for bl.a. Den Jyske Opera, Den Ny Opera, Copenhagen Opera Festival, Operaakademiet, Polyhymnia og Opera på Grænsen.