Ly Tran X Kirstine Lindemann: Ritual – The Lost Voice Plot
FOLKETEATRET
9. juni 19.00 & 21.30
Program
Kirstine Lindemann: Ritual – The Lost Voice Plot (uropf.)
I Donna Haraway’s A Cyborg Manifesto beskrives cyborgen som en social frigørelsesfigur og en mulighed for at genskabe og omforme idéen om kvinden, kroppen og virkeligheden. Med et kærligt nik til Haraway og hendes manifest fra 1985 undersøger Kirstine Lindemanns Ritual – the Lost Voice Plot menneskets møde med maskinen og de muligheder for at gentænke og forvandle os selv, der her kan opstå. I et forvandlingsritual undersøger Lindemann og vokalist Ly Tran, hvem cyborgen er i en verden af analoge maskiner – kan cyborgen tage stemmen tilbage og måske endda skabe et nyt potentiale i vores blik på os selv?
Det ambivalente, udefinerbare rum, hvor grænserne mellem menneske og maskine udviskes, er ikke uvant terræn for Lindemann. I 2025 er hun modtager af Dansk Komponistforenings særlige arbejdslegat, Nye Veje, hvor hun udforsker kunstig intelligens’ evne til at forny vores blik på os selv og hinanden. For Lindemann er det især, når den kunstige intelligens fejler og på den måde udviser noget, der ligner menneskelighed, at der opstår noget interessant. Denne fejlbarlighed var blandt andet central i tilblivelsen af værket, Cyborg Songs - I’m a Scoglio (2024), der blev formidlet af DR P2 i podcast-serien, Sopran versus AI, hvor grænserne mellem den menneskelige og den maskinelle stemme blev udfordret. I Ritual – The Lost Voice Plot fortsættes denne udforskning i en scenografi af analoge maskiner. Hvis Haraway har lært os én ting er det nemlig, at vi altid står på skillelinjen mellem menneskelighed og teknologi – uanset om vi er bevidste om det eller ej.
Støtte
Stor tak til Kitt Johnson, Stephen McEvoy, Sigurd Dissing, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Forsøgsstationen, Åbne Scene – Godsbanen samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, KodaKultur og Statens Kunstfond for den generøse hjælp og støtte.
Spillested
FOLKETEATRET
Nørregade 39 1165 København
> Se kortKunstnere
Ly Tran
Klassisk uddannet sanger/performer, der arbejder inden for samtidsmusik og ofte beskæftiger sig med temaer både knyttet til egne oplevelser og relateret til aktuelle forhold. Hendes tilgang er præget af en åbenhed og en nysgerrighed og gennem sit samarbejde med komponister søger hun hele tiden nye udtryksformer.
Kirstine Lindemann
Dansk komponist. Med en særlig interesse for kroppen og bevægelsen som kompositorisk materiale kredser Lindemanns arbejde om undersøgelsen af de rum, hvor vi vokser ind i hinanden og de steder, vi afgrænses. I 2024 modtog hun Klang Festivals Pelle Pris og i 2025 er hun modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris, hvorfra hun også modtog talentprisen i 2021.