Uddeling af Pelle-Prisen 2023 til Nikki Martin og Fei Nei
6/6 2023
Den 4. juni uddelte KLANG Festivalen for syvende gang Pelle-Prisen. Opkaldt efter den legendariske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen og hylder komponisterne, der udfordrer normerne.
I anerkendelse af, at stor musik ikke udelukkende handler om det, der står på nodearket, blev der for første gang i prisens historie uddelt to priser – én til en komponist og én til en musiker. KLANG-Festival ønsker at hylde det særlige møde, der finder sted mellem de komponister, der ligesom Gudmundsen-Holmgreen ikke er bange for at gå på tværs af tidens normer – de komponister, der skubber musikken i nye, uforudsete retninger – og de fremragende musikere, der med en blanding af uforlignelig dygtighed og kunstnerisk sjæl realiserer musikken, giver den krop og nerve og tillader den at eksistere i rum og tid.
Endnu engang et stort tillykke til Nikki Martin og Fei Nei. Med prisen følger et legat, der uddeles på vegne af Pelle Gudmundsen-Holmgrens arv af Karin Birgitte Lund, Wilhelm Hansen og Klang-festivalen. Juryen bag prisen udgøres i år af komponist Bent Sørensen, Karin Birgitte Lund, sanger Signe Asmussen og repræsentanter for KLANG-festivalen og Edition Wilhelm Hansen.
Nikki Martin formår at skrive sanseligt, følsomt og intenst. Der er plads til eftertænksomhed, melankoli og skrøbelighed i værkerne. De siger selv, at de kontinuerligt søger efter en nøgen, emotionel ærlighed. Og de har skrevet værker for Ensemble Intercontemporain, DR Vokalensemblet, Copenhagen Phil. Sidste år udkom den utrolig smukke debutplade, ”Terroir”, som vi kun kan anbefale at give et lyt.
Fei Nei er den første prismodtager af Pelle Prisen, som musiker og på ganske få år har hun formået at brænde sig fast i danske musikliv. Som pianist solo, som i duo og som del af sit ensemble har hun gjort ny musik til sit speciale. Hun repræsenterer en generation af musikere, hvor netværk og fællesskaber er nøglen til store musikalske oplevelser.