KLANG ser tilbage på en helt særlig EfterårsKLANG

11/11 2020

EfterårsKLANG, som var KLANG-festivalens særudgave i en coronatid, er netop overstået. 10 spændende dage i oktober og november og næsten 30 koncerter, forestillinger og arrangementer ligger bag os!

At aflyse, ombooke og omformatere en hel festival (festivalen skulle have foregået i juni) samtidig med at skulle forholde sig til skiftende restriktioner har ikke været let – hverken for os i KLANG, vores kunstnere eller samarbejdspartnere. Så meget desto større var glæden ved at opleve publikums og kunstnernes engagement da det endelig lykkedes at bringe alle sammen i KLANGs mange spillesteder. En helt særlig følelse af indestængt samhørighed, en fysisk længsel efter musikoplevelser og fællesskab – det gjorde i den grad det hele værd.

EfterårsKLANG blev, ift. antallet af koncerter, en mere simpel festival end en almindelig KLANG-Festival: En lang række (især internationale) projekter måtte aflyses. Nogle endda i sidste øjeblik da coronasmitten igen blussede op i Europa i oktober. Der var dog også internationale kunstnere der trodsede situationen. Bl.a. lykkedes det at gennemføre koncerter med Ensemble Recherche, Hannes Seidl og Rasmus Zwickis ”Duncan House” med medvirkende fra bl.a. England. Det lykkedes også at præsentere kunstnere fra Sverige; Curious Chamber Players, Damkapellet og Kvinnoorkestern. Og fra polen lykkedes det at præsentere Ensemble Kwartludium.

Mange af disse internationale kunstnere har måtte gå i karantæne ved hjemkomst. Det har været store ofre som kunstnerne har måtte yde i år. – og det kunne vi mærke på scenen hvor nærvær og intensitet var større end nogensinde før. Kunstnernes villighed til fleksibilitet og omstilling var bemærkelsesværdig: Eksempelvis blev Curious Chamber Players reduceret fra ti til tre medvirkende få dage inden koncerten. På mindre end to dage lykkedes det dem mod alle odds, at stable et helt nyt program på benene. Ensemble Recherche havde ekstra noder med i kufferten - en plan B (eller C?) med nye værker så de altid ville være i stand til at spille et program - selv hvis det ikke lykkedes alle i ensemblet at nå frem til København.

Aldrig før har publikum været så sulten på oplevelser, aldrig før har kunstnerne glædet sig så meget til at spille og aldrig før har det føltes mere vigtigt, og meningsfuldt at lave festival.
En kæmpe tak til alle publikummer, kunstnere, samarbejdspartnere og medarbejdere - for at opleve koncerterne, for jeres engagement og for at trodse en ekstraordinær svær tid. Uden jer alle sammen kunne EfterårsKLANG aldrig have fundet sted.

Vi glæder os allerede til næste års festival. 27. maj til 5. juni 2021 går det løs! Der er ikke længe til…

 

Christian Winther Christensen og Regin Petersen
Festivalledere

Program