Velkommen

til KLANG 2023

Velkommen til KLANG 2023. Glæd jer til eksperimenterende og uforudsigelige musikalske sansebombardementer, når KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival inviterer indenfor i Musikhuset Københavns historiske lokaler.

En væsentlig nyhed er at KLANG har fået en ny kunstnerisk leder, James Black og det afspejles i programmet, som repræsenterer en blanding af gamle kendinge og nye eksperimenterende retninger – især drevet frem af den eventyrlystne og modige ånd, som altid har kendetegnet KLANG. Vi vil gerne inviterer jer til at opleve det bedste fra den nye musikscene, og udfordre vores publikums forventninger.

Med over 40 arrangementer og omkring 40 uropførelser, indtager vi byen med koncerter, installationer, fællesarrangementer – alle uforglemmelige events der hylder samtidsmusikkens kompromisløse mangfoldighed – godt hjulpet på vej af sommerens blændende solskin.
En rød tråd igennem programmet er en skandinavisk sensibilitet med kunstnere og komponister, som udforsker et nordisk verdensbillede. Kom og hør danske ensembler, såsom Rudersdal Kammersolister og Esbjerg Ensemble med KLANGs huskomponist Morten Riis. Sving forbi Musikhuset København og oplev det svenske kammerensemble Norrbotten NEO og norske Ensemble Temporum med en ikonisk opførelse af Vortex Temporum. Åbningskoncerten sker i Den Sorte Diamant med Athelas Sinfonietta med en uropførelse af komponist Rune Glerup og Jokum Rohdes værk Almænsk.

Som altid kan man mærke KLANGs genlyd i København. Der er arrangementer i Statens Museum for Kunst, på Folketeateret Hippodromens skrå brædder, samt i Koncertkirken. Vi runder af i Den Kongelige Operas store foyer, som kommer til at vibrere som en auditiv tsunami med en Danmarkspremiere af mester-komponisten Xenakis storværk Persephassa.

For syvende gang uddeles den toneangivende Pelle-Pris, opkaldt efter den legendariske komponist Pelle Gudmundsen- Holmgreen. For første gang i prisens historie uddeles hele to priser – til en komponist og en musiker.
Familiefestivalen KLANG i KU.BE finder sted 2. - 4. juni, og byder på en pose velklingende blandede bolsjer. Især er vi stolte af premieren på Lars Kynde og Gertrud Exners eventyrlige forestilling Uspået Frugt. Kom og leg med, så sørger børneklang for en oplevelse udover det sædvanlige.

Velkommen til KLANG 2023.

James Black og Filip Melo
Festivalledelse

Program