Foto: Red Star
Esbjerg Ensemble: Riis og Pelle-Pris
OBS: Online billetsalg lukker ca. 1 time før koncertern begynder. Billetter kan herefter købes i døren på stedet.
Esbjerg Ensemble blev oprettet helt tilbage i 1967 som det første professionelle kammerensemble i Danmark. Siden da har ensemblet spillet hele den klassiske musiks kanon og har gjort sig bemærket med en inspireret og alsidig programlægning, der blandt andet har budt på samarbejder med centrale danske komponister som Bent Sørensen, Per Nørgård og Hans Abrahamsen. Denne tradition for at samarbejde med modige og fremadsynede komponister fortsætter på årets festival, hvor KLANG-Festivals huskomponist (2022-2024) Morten Riis har skrevet det rent akustiske værk Glemsel til Esbjerg Ensemble.
Omdrejningspunktet i Glemsel er hukommelse og minder – den måde vores erindring hele tiden er i bevægelse, forvitrer, transformeres, forgår. Værket er inspireret af gamle båndoptagere: Apparater, hvis måde at "huske" på minder en hel del om menneskets. Ligesom en lydoptagelse på et gammelt bånd, bliver de minder, vi har indlejret i vores hjerner, langsomt stadig mere støjfyldte, forvrængede og utydelige. Denne måde at huske på står i skarp kontrast til moderne digital teknologi, hvor minder kan opbevares for evigt uden at lade sig mærke af det. Glemsel iscenesætter denne problematik gennem en langsom og minimalistisk transformation af tone til støj. Forvitrede minder transformeres til nye minder – andre erkendelser.
For uden uropførelsen af Glemsel byder koncerten også på værker af den ukrainske komponist, lydkunstner og violinist Katarina Gryvul og af Pelle Gudmundsen Holmgreen – en komponist, der har sin helt egen umiskendelige stil, og som er så vigtig for KLANG-Festival, at han har lagt navn til vores pris, Pelle-Prisen, som i år bliver uddelt i forbindelse med netop denne koncert.
Program
Pelle Gudmunssen Holmgreen: Plateaux pour deux
Katarina Gryvul: Ergot
Uddeling af Pelle-Prisen 2023
Athanasia Kotronia: Krans av armar
Morten Riis: Glemsel (Uropførelse)
Biografier
Esbjerg Ensemble
Pelle Gudmundsen Holmgreen
Katarina Gryvul
Morten Riis
Athanasia Kotronia