Fokus
▍Ensembler i Verdensklasse
I år kan man opleve spændende parringer af ensembler og værker. Der er nok ikke mange andre end schweiziske Ensemble This | Ensemble That, der kunne have opført Simon Steen-Andersens store nye værk Walk the Walk, der udforsker gangens rytmisk, tempomæssig og tekstuel variation, gennem performance, gåbånd og vindmaskine.
Komponist Jacob Kirkegaard bruger Livgardens identitet som hærens orkester til en skræmmende relevant undersøgelse af lyden af krig. Ekkozone fejrer den store komponist Xenakis i Tivoli; et komponistmøde med et ensemble, der kan matche musikkens kraftfuldhed.
Desuden præsenterer vi i samarbejde med DR Streger og toner hvor musikere og sangere fra DR Big Band, DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet går i tæt symbiose med live-tegning, videokunst og dans. Vi byder også velkommen til Schallfeld Ensemble fra Østrig. Athelas Sinfonietta, Århus Sinfonietta, Theatre of Voices og Ensemble STRALO er også at finde på plakaten, og det unge eksplorative Ensemble Transduct spiller et nyt værk af Kirstine Lindemann.
▍Ekvilibristiske soloister
Det kræver svimlende teknisk dygtighed og stor virtuositet at formidle samtids-musikkens solistiske værker. Den store internationale stjernepianist Rolf Hind vender tilbage til Danmark, med intet mindre end en helt ny klaversonate skrevet til ham af Thomas Agerfeldt Olesen. Peter Navarro-Alonso – som også kan mødes som komponist af værket I flammende brøde med Theater of Voices og Ensemble STRALO – hylder Per Nørgårds 90-års fødselsdag med en koncert med ny orgelmusik i Helligåndskirken. Huskomponist Morten Riis fremfører sit nye værk for præparerede båndmaskiner, lamper, gamle dias-projektorer, og Sebastian Berweck kommer fra Tyskland med sin kærlighedserklæring til MiniMoogens særlige lyd.
▍Nye prismer
Flere af festivalens nye værker sætter i år fokus på kvinder i kunsten. Mange af værkerne er skrevet og opført af kvinder. Men det de især har tilfælles er, at de bryder arketypiske forestillinger og kaster nyt lys på kvinders tilstedeværelse i verden som kroppe, kunstnere, ledere, og individer.
Line Tjørnhøj har skabt et multimedie spiseritual, som samtidig er et portræt af generalsekretæren for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. Kvindeorkesteret Damkapellet fortsætter deres udforskning af herredømmefri skabelsesprocesser, Hugi Gudmundsson skriver Maria Magdalene tilbage i kristendomshistorien, og Ly Tran opfører Mette Nielsens og Marcela Lucatellis nye værker over digte af Asta Olivia Nordenhof og Olga Ravn - to af Danmarks mest centrale nutidige digtere.
▍Musik for børn og unge
Vi er stolte af, at kunne lægge en ekstra dag til vores børnefestival KLANG i KU.BE, som i år løber fra den 10. – 12. juni. På mange måder har det været vores børn- og ungekoncerter, der har været hårdest ramt af de sidste to års krav om afstand og hygiejne. Men nu er vi tilbage med koncerter i gulvhøjde, hvor man kan hoppe, og danse, bruge alle sanser og komme helt tæt på musikken og musikerne. Det fantastiske kompagni Babyopera fra nabolandet Norge opfører to forestillinger for de yngste. I et særligt samarbejde med foreningen Genklange, laver vi koncerter og formidling af moderne klassisk musik for børn. Endelig er vores projekt KLANG-Klassen for unge komponister kommet op i et nyt gear, hvor unge fra forskellige komponistskoler for alvor kan begynde at mødes og inspireres af hinandens værker og teknikker.