Foto: Foto: Kulturhuset Pilegården

Toke Odin i vandtårnet

OPEN FORM II

Brønshøj Vandtårn

7/6 2021, 20:00

Brønshøjvej 29,
2700 København

Billetter

Som et efterskvulp, en epilog, til årets KLANG Festival indtager den danske komponist Toke Odin det efterklangsrige Brønshøj Vandtårn – et helt særligt akustisk sted, som han har arbejdet med ved flere lejligheder. Han får selskab af en række amatørsangere, slagtøj, violin og elektroniske instrumenter, og hele herligheden præsenteres i samarbejde med Open Form Festival.

På programmet er Cirkel for amatørkor og slagtøj, et værk om, hvordan ganske små forskelle i sangernes intonation kan blive forstørret. Inspirationen er hentet i Toke Odins arbejde som korleder, hvor han med tiden har lært at sætte stor pris på de variationer og komplekse klange, et amatørkor utilsigtet kan komme til at frembringe.

Desuden opføres Sculpture Piece, som er skrevet til violinisten Christine Pryn, og hvor musikerens opgave er at aflæse en skulptur af metalstænger og trækugler, som om det var et musikalsk partitur. Karakteristisk for koncerten og for Odins arbejde er netop, at værkerne ikke er nedskrevet med traditionel notation, men snarere er en samling regler eller lydlege, som giver musikerne stor frihed.

Samme frihed kendetegner performanceværket Interferens, hvor Toke Odin sammen med Barbara Amalie Skovmand Thomsen ifører sig to store messingcylindre, der er forbundet med strenge. I løbet af performancen indser man, at det kræver stor opmærksomhed for hinanden, hvis spillet på strengene skal kaste klang af sig.

Der er også overraskelser på programmet. Både et nyt værk for amatørsangere og elektronik samt flere værker fra Odins bagkatalog.


Program

Toke Odin: Cirkel (2013)
Toke Odin: Sculpture Piece (2020)
Toke Odin: Interferens (2020)

---

Koncerten præsenteres i samarbejde med Open Form festival v/ Toke Odin.


Medvirkende

Toke Odin

Christine Pryn

Barbara Amalie Skovmand Thomsen

Tårnsangerne



Program