Open Form Ensemble

OPEN FORM I

Literaturhaus

28/5 2021, 21:00

Møllegade 7
2200 København N

Billetter

Billetten dækker også koncert med Bára Gísladóttir kl. 20.00

Når komponister giver slip på den komplette styring af musikken, bliver der helt naturligt plads til den udøvende. Pludselig får musikeren et frirum og muligheden for at tage kritisk og kreativt ejerskab over værket. Det er kongstanken bag de åbne former, som siden 2011 har haft deres egen festival i København, Open Form Festival.

Siden 2017 har musikerne i Open Form Ensemble spillet sig ind på de åbne territorier og ind på hinanden. De har også alle bidraget med egne værker, og det er dem, der står i centrum denne aften i LiteraturHaus, hvor Open Form Festival og KLANG Festival for første gang gør fælles slag for den åbne musik.

Saxofonisten Laura Toxværd slår ind på avantgardens område. Sangeren Malene Bichel står bag helt nye meditative kompositioner. Pianisten Alexis Porfiriadis opsøger individet blandt en flok af uafhængige stemmer. Valdhornisten Carl Bergstrøm-Nielsen udforsker og udfordrer interaktionen mellem musikerne. Og vokalisten Agnes Ponizil befrier minimalismen fra metrummet.

Hele tiden foregår musikken i tæt kontakt med både traditionen og nuet. Musikhistorien klinger med, mens de udøvende indtager værkerne og stiller skarpt på musikalske processer og detaljer fulde af energi og forskellighed.


Program

Værker af: Laura Toxværd, Malene Bichel, Alexis Porfiriadis, Carl Bergstrøm-Nielsen, Agnes Ponizil

Koncerten præsenteres i samarbejde med Open Form Festival, der blev grundlagt af Carl Bergstrøm-Nielsen i 2011 efter inspiration fra Else Olsen Storesunds lignende festival i Oslo. Siden da har Open Form Festival fundet sted som en biennale i København, der har præsenteret musikalsk modernisme fra ind- og udland såvel som helt nyskrevne værker. Festivalen har i år indgået samarbejde med KLANG Festival, og ud over aftenens koncert præsenteres i denne anledning også en koncert kurateret af Toke Odin mandag 7. juni i Brønshøj Vandtårn.


Medvirkende

Marie Wärme (Accordion)

Dean Delgiusto (Accordion)

Malene Bichel (Stemme)

Carl Bergstrøm-Nielsen (Horn og diverse)



Program