Profil

KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival byder velkommen til en uges løssluppen avantgarde anno 2013. Hvis man gik og troede at musikken var holdt op med at sprælle, så er KLANG stedet man går hen for at opleve det modsatte. KLANG er Københavns musikalske platform for de mest konsekvente, modige og kompromisløse kunstnere i vor tid – og det tør vi godt love at man kan få levende bevis for i løbet af ugen.

Den musikalske avantgarde er eksplosiv som aldrig før, og gennem 13 koncerter vil man kunne høre alt fra utøjlet, dystopisk støjmusik i Yann Robin's "Art of Metal III" for 19 musikere og live-elektronik til intim og skrøbelig solosang, raffineret kammermusik for legetøjsinstrumenter, en koncert for selvbyggede instrumenter på en bodega samt en audiovisuel koncert i særklasse med et af tidens største navne, den japanske komponist, Ryoji Ikeda. Som en kærlig hilsen til den brølende 60'er avantgarde tager vi et enkelt spring tilbage i tiden og byder på en sjælden opførelse af den elektroniske musiks måske største pioner, Karlheinz Stockhausen's visionære "Kontakte" fra 1958-60.

Velkommen til en musikalsk uge udover det sædvanlige! 

Christian Winther Christensen og Rune Glerup, kunstneriskere ledere for KLANG