Velkommen

KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival er Danmarks største, internationale festival for samtidsmusik og avantgarde. Det er her man går hen for at opleve den nyeste og dristigste musik opført af de bedste internationale ensembler og solister.

I år er KLANG større end nogensinde før med over 20 koncerter og lige så mange uropførelser fordelt på 8 intense festivaldage i juni.

En række originale ensemblekoncerter udgør aksen i årets program og tæller internationalt anerkendte navne som Klangforum Wien(A), Distractfold Ensemble (GB) og Uusinta Ensemble (FI).

De fleste koncerter opføres på Teater Republique på Østerbro. Men ikke alle:

Vi har etableret et samarbejde med Tivoli, hvor KLANGs partoutkort giver entre til to koncerter med hhv. Steve Reichs legendariske music for 18 musicians og Bent Sørensens Rosenbad

Vi ved godt, det er sommer! Derfor inviterer vi publikum i Fælledparken lørdag d. 11/6 til en koncertoplevelse af de helt specielle: musik, jetmotorer, sækkepibe og pølser efterfulgt af en ambitiøs åbningskoncert med Athelas - Sinfonietta Copenhagen.

Søndag eftermiddag inviterer vi publikum på Den Frie Udstillingsbygning, hvor vi i samarbejde med kunstnere, komponister og musikere har skabt et talkshow: en koncert med Ondes Martenot, vandslangeforbundne blæseinstrumenter og et Dronelandskab!

Er man nysgerrig efter at høre kunstnerne fortælle om deres musik, danner Republiques  lille scene Reaktor rammen om en række hyggelige Cafeaftener med musik og samtaler med og imellem kunstnere. 

Festivalen slutter med ikke mindre end tre strygekvartetter på scenen. Ensemblerne, som tæller bl.a. amerikanske Mivos String Quartet, giver hver deres bud på nyere danske kvartetværker og uropfører sammen Pelle Gudmundsen-Holmgreens “All in One”


Velkommen til KLANG 2016

Christian Winther Christensen, kunstnerisk leder
Regin Petersen, daglig leder