Athelas New Music Festivalens historie

”Athelas New Music Festival giver os det 'nye nye' og det 'gamle nye' og København har endelig fået den internationale samtidsmusikfestival, som musikmiljøet længe har savnet.”

Sådan sagde kulturminister Per Stig Møller i sin åbningstale til Athelas New Music Festival 2011.

På tre år er ANMF blevet Danmarks største, internationale samtidsmusikfestival med en voksende publikumsskare og et stort antal samarbejdspartnere.

Athelas New Music Festival er festivalen for samtidsmusik, der udfordrer ikke bare ørerne men også selve koncertformatet. Festivalen præsenterer koncerter, der blander musik med teater, dans og billedkunst og giver musikken helt nye dimensioner. Publikum oplever verdensnavne indenfor kunstarterne, men også helt nye navne får plads til at udfolde sig. På programmet er uropførelser såvel som nye fortolkninger af det 20. århundredes klassiske repertoire.

Festivalen byder velkommen i Republiques teaterkompleks, og forvandler teatrets scene til alternativ koncertsal og byder på late-night-koncerter i caféens afslappende rammer.

 

Lidt historie...

»Med stor virkelyst og forventning tager Athelas sammen med gode venner og samarbejdspartnere på ørernes opdagerfærd i komponisten Poul Ruders' musik.«

Med disse ord bød Athelas velkommen til den første Athelas New Music Festival i maj 2009. Anledningen var Poul Ruders' 60 års fødselsdag. Tre dage med "mostly Ruders" – formidlet af Athelas Sinfonietta Copenhagen og kolleger fra Danmark og udlandet i Københavns Musikteater.

Året efter kunne Athelas fejre 20 års jubilæum, og det var naturligt at fortsætte de gode takter med en seriøs fest sammen med kolleger fra nær og fjern. I juni måned 2010 markerede Athelas Sinfonietta Copenhagen jubilæet i form af en række musikalske møder med danske og amerikanske kunstnere. Stedet var Teater Republique, som blev vores vigtige samarbejdspartner i forhold til at skabe kunstnerisk sammenhæng og god festivalstemning. Publikum oplevede den eksperimenterede scene sat i nye rammer med ny musik, teknologi, interaktiv komposition, digital miniopera med publikums aktive medvirken, komponist-konkurrence, dansk bondekultur indsat i amerikansk installationskunst – og meget mere. I alt 25 events med fokus på genopdagelse af traditionen gennem alternative tilgange til medier, publikum, kunstværker og præsentationsformer.

Jyllandsposten var enig med publikum og kritikken generelt i 2010: »Athelas Sinfoniettas jubilæumsuge har sat ny dansk standard for hvor kreativt, professionelt og underholdende nutidig kunstmusik kan præsenteres.«

Erfaringerne med at sætte dansk kunst i et internationalt perspektiv, nytænke og genskrive traditionen og revitalisere formidlingsformer, sammenholdt med publikums aktive medvirken, blev udnyttet i 2011, hvor vi præsenterede en tværkunstnerisk festival, der tog udgangspunkt i nye udtryksformer fra Danmark og Tyskland. De muligheder, der knytter sig til intermediale, genreoverskridende projekter blev udnyttet og udbygget, så vi optimerer mødet med publikum i koncertsale og på cafescenen i Teater Republique, der igen dannede fysisk ramme om festivalen. Denne tanke fortsætter også i 2012, hvor værker fra Frankrig og Danmark udgør det tematiske fokus for festivalen.

På tre år er Athelas New Music Festival blevet voksen og er flyttet hjemmefra: Athelas Sinfonietta Copenhagen og festivalen er blevet to selvstændige organisationer, som lever hver sit liv men som forhåbentlig vil berige hinanden. Navnet Athelas går igen i begge organisationer – det er et brand som tåler at blive gentaget.