Trippelkoncert på KLANG i dag
Mandag den 27. maj har vi hele tre koncerter på programmet – igen med masser af variation, unge kunstnere, uropførelser og danske førsteopførelser.
kl. 19:30, Festivalscenen
Aftenen starter i særdeles godt selskab, når dygtige solister fra det progressive Ensemble Recherche opfører nyskabende værker af seks modige danske og udenlandske komponister: Nicolai Worsaae (f. 1980), Simon Steen-Andersen (f. 1976), Jeppe Just Christensen (f. 1977), Stefan Prins (BE, f. 1979), Clara Ianotta (IT, f. 1983) og Gerard Pesson (FR, f. 1958).( Simon Steen-Andersen har bl.a. netop høstet stor ros for sin Black Box Music på Spor festival i Aarhus.)
kl. 21:30, Festivalscenen
Decoder [ensemble für aktuelle musik] fra Hamborg spænder bredt i stil og kunstarter og tilføjer sammen en enorm energi og alsidighed til ny musik ved at forene komposition med stærk performance. Her er der både plads til store armbevægelser, glimt i øjet og dybsindig alvor. Fem vilde værker er på tapetet, bl.a. en jazzet akustisk-elektronisk flyvetur med Alexander Schubert fra KLANGs åbningskoncert.
kl. 23:30, Festivalcaféen
På samme billet kan du nå tre skønne solister på scenen under navnet Faint Noise. Den svenske trio, der har fundet sammen om en helt særlig fælles forkærlighed for nye lydobjekter. Under stor opfindsomhed lader de kunstarter, hverdagsliv og klassisk komposition klinge smukt på tværs i nye, levende og meget elegante lydlandskaber.
Til aftenens sidste koncert i de sene stunder vil vi servere et gratis glas sommerfrisk pink portvin (fra www.drikportvin.dk)