Program 2014 offentliggøres 25. april

Årets festivalprogram for KLANG 2014 offentliggøres 25. april - eller snarest herefter! 
Hold øje her på hjemmesiden og på vores Facebook-side.

 

Men allerede nu kan vi løfte sløret lidt... Glæd dig til en hel uges musikalske saltvandsindsprøjtninger med både kendte legender og shooting stars fra nær og fjern:

 

Åbningskoncerten skydes i gang fredag den 30. maj af Athelas Sinfonietta Copenhagen og fire dristige komponister, der spejler festivalens mange facetter: Fra Danmark kan KLANG stolt præsentere den poetiske og fantasifulde komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki med en uropførelse bestilt til Athelas, mens Niels Rønsholdt bringer sine sanselige værker 'Al-aqsa' og 'Die Wanderin'. Fra Singapore kommer den internationalt eftertragtede komponist, Diana Soh, der også skaber et nyt værk specielt til sinfoniettaen. Et andet af avantgardens nye, store navne er tyske Johannes Kreidler, der gæster festivalen med værket 'Living in af Box' fra 2010.

 

I år sætter vi desuden ekstra spot på "Oldschool Avantgarde":  Musikken fra imorgen stråler på skuldrene af de største mestre. Derfor fejrer vi det 20. århundredes største banebrydere for nutidens musik, når nogle af Danmarks dygtigste, unge solister fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium opfører værker af ældre mestre som bl.a. Karlheinz Stockhausen og Györgi Ligeti. De fleste aftenener vil publikummer, musikere og komponister nyde godt af denne cocktail i festivalcaféens afslappede rammer.

 

Lørdag den 31. maj  inviterer KLANG desuden for første gang sit publikum ind i DR Koncerthuset, Studie 2, hvor DR UnderholdningsOrkestret og SCENATET venter med en dugfrisk uropførelse komponeret af Bent Sørensen samt værket 'Me Quitte' fra 2013 af Niels Rønsholdt.