‘Oldschool Avantgarde’ #1: Intro til Luciano Berio

Tag nysgerrige, nye lyttere med i hånden en tur ud på gyngende grund til live-opførelser af skelsættende værker fra musikhistoriens modige frontløbere – fordi avantgarden altid er det nye sort...og kun lidt farlig!


På KLANG hylder vi den ny musik, og forudsætningerne for de gode oplevelser her er først og fremmest mod og nysgerrighed. Når alt er nyt, er intet sat. Det handler om at sanse, åbne, lade sig udfordre, inspirere, provokere og røre. I hele festivalperioden under KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival 2014 kan du opleve værker af nogle af de største komponister fra det 20. århundrede, opført af Danmarks mest talentfulde unge solister fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

 

LUCIANO BERIO

Første ”lektion” til koncertrækken
'Oldschool Avantgarde'


Luciano Berio (IT, 1925-2003): Sequenza VIII for violin solo (1976)
- kan opleves på KLANG fredag den 30. maj kl. 22:00, opført af tidl. DKDM-studerende Luiza Labouriau på violin.

 

Kort sagt
Luciano Berio (1925-2003) er en italiensk komponist, der i 1950’erne fik afgørende indflydelse på elektronmusikken i Italien med bl.a. storværket Sinfonia fra 1968 og senere tog plads i musikhistorien med sine kendte værker for forskellige soloinstrumenter; en række med titlen Sequenza. Denne række af hundesvære soloer er udtryksfulde og ekstreme værker. Violinsequenzaen, som kan opleves på KLANG, er sprængfuld af ægte virtuose gesti. Det fyger med dobbeltgreb, lange melodilinjer, triller og spring. Al den storladne stil giver dog også plads til desperation, aggressive udbrud og en vis indadvendt gefühl undervejs. Et heftigt værk af en kompromisløs komponist, opført af en modig, knalddygtig solist!

 

Baggrund

Luciano Berio startede egentlig som pianist på baggrund af en familietradition med organister. Men under Anden Verdenskrig skadede han sin hånd, da han på sin første dag skulle lære at bruge en pistol. Et held i uheld for alle os andre. Berio kunne nemlig ikke fortsætte med pianostudiet på Milan Konservatorium efter krigen, og kastede sig i stedet over komposition.


I 1952 rejste Luciano Berio til USA for at studere på Tanglewood i Massachussetts hos Luigi Dallapiccola – en anden italiensk komponist, kendt for sine tolvtone-kompositioner. Senere deltog Berio endda i de famøse festdage for ny musik,  'Internationale Ferienkurse für Neue Musik' i Darmstadt, hvor han mødte komponister som Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen, György Ligeti og Mauricio Kagel m.fl. Adskillige af dem, vil I også møde værker af i KLANGs 'Oldschool Avantgarde'-række. Luciano Berios senere interesse for elektronisk musik bragte ham desuden sammen med komponistien John Cage i forbindelse med stiftelsen af Studio di Fonologia i 1955– et elektronisk musikstudie i Milan. Også han præsenteres på KLANG af en modig solist.


Fra 1960 til 1972 arbejdede Luciano Brio som underviser og huskomponist forskellige steder i USA: Bl.a. På Tanglewood igen, på Mills College i Californien og på konservatoriet The Juillard School på Lincoln Center for the Performing Arts i New York City. Fra denne tid er hans Sinfonia fra 1968 det mest kendte værk, som slog hans flotte ry og virke fast for samtiden og eftertiden.


Tilbage i Europa underviste Berio på den elektro-akustiske afdeling af IRCAM i Paris i '70-erne, mens hæderspriser og æresnomineringer væltede ind. Efter en periode som forelæser på Harvard udgav han desuden bogen med den ganske smukt rammende titel for denne KLANG-lektion: Remembering the future. Indtil sin død i 2003 blev Luciano Berio ved med at komponere og var længe aktiv som dirigent.

 

Musikken - stemmemanipulation og ekstreme soloer
Som sagt fik Berio stor betydning for den elektroniske kompositionsmusik. Et af hans vigtigste værker fra tiden på Studio di Fonologia er Thema (Omaggio a Joyce). Det er nemlig et af de første elektro-akustiske værker i vores musikhistorie med teknisk bearbejdet stemme i, hvor en båndet oplæsning af James Joyce's Ulysses manipuleres indtil teksten gradvist forvrænges og eksploderer i uigenkendelige lyde.
Legen med stemmen tager et nyt skridt i førnævnte Sifonia for orkester og otte forstærkede stemmer i fragmenteret collage af tale, hvisken sang m.m. med citater fra klassikere gennem den vestlige litteraturhistorie, lige fra Bibelen til Marx.

 

Og så kommer vi til 'Sequenza', kompositionerne for soloinstrumenter, der strækker sig helt fra Sequenza I for fløjte fra 1958 til Sequenza XIV for cello fra 2002. Tom Service, tidligere Chief Classical Music Critic på The Guardian har lavet en lang række fremragende præsentationer af musikhistoriens grand old champs. Om Berios Sequenza skriver han bl.a.:

 

”Each sequenza (sequence) is a compositional love-letter from Berio to the repertoires and possibilities of each instrument. But while a piece like the eighth in the, er, sequence of Sequenzas for violin refracts the virtuoso traditions of the instrument through a colourful modernist prism, it also opens up a new kind of soundworld in its volatile extremes of density and dynamic, the way sudden chordal explosions lacerate the music's surface. There are moments in the piece where – as in Bach's D minor Chaconne, but achieved in a completely different way – you feel you're hearing an ensemble of violinists rather than a single soloist.”

 

Én af Tom Service's andre favoritter er Sequenza VI for viola. Den kan du høre her:
https://www.youtube.com/watch?v=y1yu8hRMd3w

Læs hele The Guardian's introduktion til Berios musik her:
http://www.theguardian.com/music/tomserviceblog/2012/dec/10/contemporary-music-guide-luciano-berio

 

Luiza Labouriau, tidl. studerende solist ved DKDM, nu ved Universität der Künste i Berlin,
opfører Sequenza VIII for violin på KLANG fredag den 30. maj kl. 22:00


Vi har spurgt den første solist i Oldschool Avantgarde-rækken, Luiza Labouriau, om hendes egne tanker om avantgardemusik generelt - og ikke mindst om Berios værk, som hun skal opføre:

 

”Når man lytter til ny musik - avantgarde/nykomponeret, nyt i “stilen” eller bare noget man ikke kender endnu - synes jeg, at det vigtigste er ikke at prøve på at lytte efter noget, man allerede kender, eller “trække” noget specielt ud af stykket, men lade det komme til sig, sådan som stykket er. Man skal lade sig overraske med andre ord. Ofte ligger udtrykket ikke i melodien eller harmonierne, men for eksempel i klangfarven, rytmen, særlige interessante lyde, gestikken og kontrasterne.

 

Berios stykke “Sequenza” for solo violin er nok et af de allersværeste stykker, jeg har spillet. Ikke bare fordi det ofte går vanvittigt hurtigt, indeholder mærkelige spilleteknikker eller er så langt som det er, men især fordi, man som musiker ikke bare skal spille musikken, men også på en måde skal være lidt som en skuespiller - det er komponeret så “krads” at man virkelig må servere tonerne på et sølvfad for publikum. Alt skal være fuldstændigt gennemtænkt og man skal have udtrykket meget stærkt i sig.

 

Til hver Sequenza har Berio valgt et såkaldt motto af digteren Eduardo Sanguinetti. Lidt frit oversat lyder det til denne Sequenza som følgende: "Jeg har for dig mangfoldigjort min stemme, mine ord, mine vokaler // og jeg skriger, nu, at du er mit vokativ.” Jeg synes ikke man skal opfatte stykket programatisk på nogen måde, men mottoet udtrykker alligevel en del af hvad man finder i stykket; en tone der gentages og deler sig ud over strengene, desperation, noget meget forrykt og meget poetisk...”