Nordlyd II: Af en asylants dagbog

For andet år i træk sætter KLANG fokus på nordisk identitet. I 2016 præsenterede KLANG i samarbejde med bl.a. Uusinta Ensemble en koncert om “hjemstavnstonen” hvor tre komponister gennem bl.a. reallydsoptagelser udforskede deres fælles nordiske erfaringsrum. I år fortsættes projektet denne gang med fokus på det asylantiske, det at være og føle sig hjemmehørende i flere nordiske lande.

 

Bára Gísladóttir (IS/DK), Sofia Jernberg (S/NO) og Mathias Monrad Møller (DK/D) er tre stærke stemmer i den nordiske samtidsmusik. Udover deres fælles nordiske dobbeltidentitet har de det tilfælles at de udover at være komponister, også performer deres egen musik. Disse tre udfordrer med deres helt nye værker det tysk/islandske ensemble Adapter. Værkerne er bl.a. blevet til på et kort residency i Lysebu i Norge hvor projektets akademiske formidler, professor emeritus Ivar Frounberg, har haft lejlighed til at tale med dem om deres delte nordiske identitet. Det er der kommet en spændende artikel ud af. Nedenfor kan du læse artiklen Eksilets Dynamik af Ivar Frounberg.

 

Eksilets Dynamik af Ivar Frounberg


Min praksis.
Jeg rejste til Oslo for at blive professor i komposition. Rejste fra den by, jeg havde færdedes i siden min tidliste barndom. Forbindelseslinjer strakte sig mellem Søborg og Christianshavn, mellem Louisiana, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (’kongekons’) og Radiohuset. Nu er det mere end femten år siden, jeg rejste. Radiohus og konservatorium har historien kollapset til en – for mig – skizofren enhed. I dag kan jeg ikke længere finde rundt i de buslinjer jeg havde inde på rygmarven i sidste århundredes København. Jeg kan pludseligt have svært ved at stedfæste Humlebæk, Nørre Nissum eller Hobro i forhold til Randers. Kan jeg overhovedet bestå statsborgertesten? Stemmeretten er allerede tabt. En oldefar var indvandrer… er jeg overhovedet rigtig dansker?

Da jeg var barn mente vi, at Skandinavien kulturelt set næsten var identiske: jo, svenskerne var lidt stivere i det, mens de norske ’fjeldaber’ lå vores sindelag nærmere. Med min forflytning blev jeg konfronteret med Norges ejendommeligheder og særkender. Jeg tænkte, at jeg nok kom til at lære lidt af sproget, da jeg tiltrådte som professor, men jeg var ignorant om det norske sprogs kompleksitet.

Vi har dialekter i Danmark – og det har Norge i særdeleshed også: skulle jeg lære mig det lidt kedelige østlandske? Hvad med nordlandsk – med en barsk humor, jeg umiddelbart fandt tonen i? Beergeensisk? StavangeRrsk? Eller nynorsk – blive en poetisk fanatiker dømt som taber? Eller en hvilken som helst af hundredvis af bondske dal-dialekter? Kvinesdalske uforståeligheder? Jeg forsøgte mig spøgefuldt med sør-sørlandsk, det lå dansk så nær, at ingen nordmand troede jeg prøvede at tale norsk. Ydermere mærkede jeg at min barndoms omgang med svensk sneg sig med over i det forsøgsvis norske: svorsk kaldes det, og dét var ikke positivt! Jeg blev ved mit danske – tænkte tilbage til da Anne Karin Høgenhaven som rektor på ’kongekons’ holdt festtaler på sit klingende norske – og oplever i dag at københavnere slår umiddelbart over i engelsk, hvis de, der kjenner meg bettre, da ikke nøjes med å fortelle meg at jeg er blevet så norsk! (Har blitt så…)
 

Fricatellas flugt over partituret.
I Norge prøver jeg at promovere lidt madkultur: ikke bare øs sagerne i munden, men hengiv jer til en god dansk julefrokosts frydefulde kompleksitet. Bered jer på timelange hyggestunder rundt bordet: først alle de forskellige slags sild, de lune tarteletter, alle de andre lune retter, det afskårne pålæg og salater – og efter nogen timer (ikke minutter!) nås frem til ostene – for endelig siden at blive serveret kaffe og kage… Nordmænd spiser ikke alene en blævrende fiskebudding til morgenmad, men lunsjens sild og lune retter, afskåret pålæg og ost blandes i en salig pærevælling, stablet på en alt for lille tallerken. Når tallerkenen er tom er lunsjen ovre. Man forsyner sig ikke flere gange. Man er færdig.

Når gæsterne er gået – alt for hurtigt, synes jeg – da begynder jeg at reflektere: jeg serverede frikadeller. Men hvad er den konceptuelle kærne, der gør at min frembringelse adskiller sig fra norske kjøttkaker og svenske kjøtbullar? På danske websider finder jeg mange forskellige opskrifter, endog nogle alene med kalvekød. Alle er det opskrifter jeg kan anerkende som opskrifter på frikadeller. Uanset om de er stegte på pande eller bagte i ovn. Min definition går på minimum to slags kød. Eftersom kalvekød stort set ikke kan opdrives i Norge, bruger jeg hakket storfekjøtt og svin (om jeg ikke erstatter eller supplerer med indvandrerbutikkernes hakkede lam – og/eller endog hakket kyllingekød). Alligevel er det min påstand, at min kreation – med alle sine variationer – hører til i kategorien: frikadelle, og jeg er overbevist om, at alle danske jeg måtte servere for, ville være enig i min kategorisering! Trods alle variationer findes der noget – et eidos, der konstituerer en kategori. Som Husserls fænomenologiske epoché gennem eidetisk variation ideelt afdækker sit objekt.

Som i vores kunstneriske forskningsprojekt Radical Interpretations: realiseringer af Morton Feldmans partitur The King of Denmark har ganske vide rammer, så vide at det kan være svært at se, hvad som konstituerer værkets lydlige identitet. Instrumentvalget er åbent. Tempoet kan vælges indenfor et ganske stort interval, og skal det være stabilt? Hvordan klinger: højt, medium og dybt? Hvad for træ, metal og skin? Og: hvordan forener vi vore valg med autentitetens autoritet? Hvor finder vi – fortolkerne – de billeder, som forbinder os med de billeder den jødiske komponist dannede, mens han sad på stranden, hørte børnene lege og skrev sit værk om den danske kong Christian X der gik med jødestjernen (falsum!) gennem Københavns gader i oprør mod den tyske besættelse? Opnår falsummet virkelighed gennem hans eller vor tanke om det?


Teorien.
Den 56-årige professor i filosofi og kunsthistorie ved Hochschule für Gestaltung i Karlsruhe, Boris Groys, der i 1981 emigrerede fra øst til vest for Jerntæppet, har diskuteret begrebet ”asylant” – ikke om en veldefineret gruppe, men [en gruppe som] omfatter asylsøgere, de, som har fået asyl, og de, som slet ikke søger, men som forsøger at finde fodfæste på forskellig vis.

Boris Groys foretager en fænomenologisk analyse af dette begreb: det er ikke ideologien bag benyttelsen af begrebet, han bringer i fokus, men det billede begrebet fremkalder. Asylanten er hverken indlænding eller udlænding, men befinder sig i en gråzone i den kulturelle sfære. Asylantens største problem består i, at han ikke virker rigtig fremmed, anderledes, eksotisk, udenlandsk eller autentisk. Alt hvad han lærer gennem integrationsprocessen kommer til udtryk enten som for meget eller som for lidt!

Som tiden går mister asylanten også kontakten med den kulturelle sfære han forlod. Nu bliver asylantens udtryk rigide set i relation til den oprindelige kulturs stadige nyudvikling af variation og transformation. Hvis ikke rigid, så igen: for meget eller for lidt.

Groys siger at samtidskunsten ligeledes er utilpasset, fanget som den er, mellem fortid og fremtid. For meget fortid: vi har hørt det før – Adorno’s krav om autensitet kompromitteres. For meget fremtid: vi forstår ikke… vi finder ikke de referencer eller den kontekst hvorfra vi kan skabe vores forståelse. For lidt fortid: ok, kan vi stole på det historieløse? For lidt fremtid: konservatisme… For vi venter, kunsten skal bringe os til videre er-kendelse, ikke bare gen-kendelse: hvad er vitsen med at gentage fortiden? Men det nye, må fremtræde autoritativt, og antydninger af fortidige elementer, som bekræfter vor tiltro, må kunne erkendes, så vi (trygt!) kan hengive os til det ukendte.

Jeg har dog været foruroliget over asylant-begrebets iboende vemod og potentielle sentimentalitet. Asylantens modstykke er kosmopolitten. Som sådan har jeg også følt mig – noget mere positivt: grænseoverskridende og ’hjemme’ overalt. Ikke heimlichkeit, men en egen medbragt tro på den basale sikkerhed, at jeg kan klare fremmedhedens udfordringer.


Sproget.
Vi sidder og skuer ud over et solbeskinnet Oslo med den kviksølvkonsistente fjord 460 højdemeter nede. Bára Gisladottir og jeg konverserer på norsk og dansk mens vi stadigt frekventerer frokostbuffetens cuisine internationale. Hun har levet en stor del af sit liv udenfor Island, så hvorfor erklærer hun sin islandske identitet?

Vores bi-linguale samtale bringer mig forståelsen af det kosmopolitiske og det asylantiske forstået som følelser, der fremkaldes af særlige oplevelser, stedspecifikke og afgrænset i tid. Ikke er vores identitet at være enten kosmopolit eller asylant. Vi kan erklære vor islandske eller danske identitet uden at henfalde til nationalisme. For os begge er ’Oslo’ er sted udenfor. Når vi sidder og overskuer byen og kollerne, kan vi le sammen over nordmandens manglende forståelse for vores sproglige ironi, en asylantisk begrænsning af subtil kommunikation. Enigheden styrker vores kosmopolitiske forståelse. Latteren udgør en kulturel distinktion mod det asylantiske. Som det arketypiske italienske sorgløse kaos (har Island en rem af huden?) overfor skandinavisk/reformatorisk retfærd og kontrol. Janteloven deles af Danmark og Norge.

Sproget. Når du tænker, hvilket sprog tænker du på?  Islandsk, dansk, tysk, svensk? Sproget rummer en kulturel identifikation, som det tyske sprog, med dets lange indskudte sætningskonstruktioner, rummer muligheden for at skabe selvmodificerende betydningsindhold, muligheden for modificere begreber, for eksempel fra at være objekter, som manifeste statiske eksistenser, og i stedet beskrive dem som egenskaber ved objektet, egenskaber, som forstås værende temporære og efemere, det er et sprog hvis historie, rummer stor poesi, fra Das Nibelungenlied til Hölderlin og endnu senere forfattere, stadigt levende; men også et sprog der i sin historie rummer det store barbari, hvor netop poesiens storhed skabte et åndhovmod, hvor drabet fandt sin ’naturlige’ motivation, en smertelig historie, hvor det absolutte satte nationalismen i værk som et begreb at dø for, at være heltemodig i, at blive helt i, og således kan afføde spørgsmålet hos Benedict Anderson, en engelskmand født i Kina og på flere måder med både kosmopolitiske og asylantiske træk: hvad er værd at dø for, spørger han på det sprog, der har helt andre kulturelle konnotationer og har korte ’statements’ som ideal, med en anden imperisk historie, Shakespeare og Francis Bacon, og som derfor rummer en så væsensforskellig erkendelse. Sproget?


Skabelse som vilje og fremtræden.
Sådant farver sproget en anden samtale med en ny udsigt over Oslo, da jeg møder Mathias Monrad Møller. Betyder hans sangerkarriere at han har et særligt forhold til sproget når han komponerer? Hvad betyder sprogets betydningsindhold for oplevelsen af hans musik? Med en komponistuddannelse fra Tyskland har han, med sin dansk/tyske baggrund oplevet ikke alene et ydre kulturelt skel mellem to nationale kulturudtryk, men også skellet indenfor den historiske, men dog stadigt virkende, deling af Tyskland mellem øst og vest: som sangerdreng i Thomanerkoret i Leipzig (det gamle øst) dannede filmene om Olsen-banden fælles erfaring med hans danske kulturelle identifikation – ikke det vesttyske samfund hans familie ellers boede i.

Men også i musikkens verden står han splittet mellem to kulturer: komponistens og udøverens, og den kulturforskel er større end det fleste aner!

Sofia Jernberg deler denne dobbelthed. Stiller jeg over kaffekopperne hende spørgsmålet hvordan hun definerer sin position, svarer hun med det hendes musik ikke er: ikke dit, ikke dat, ikke alt det åbenlyse… Jeg forstår hendes svar. Gennem at undgå en indsnævrende definition af væren åbner hun et uendeligt rum af muligheder for manøvrering. Thi uendeligheden forbliver at være uendelig, på trods af visse dele ekskluderes. Som udøvende sanger/stemmekunstner vender hun energien mod publikum, ønsker at det er deltagende. Men som komponist er publikum ikke så vigtigt. Musikken skabes som abstrakt fænomen: musik-som-musik, et eget sprog, der – med sin fonologiske syntaks – rækker udover det syntaktiske.

Også indenfor komposition som fagfelt opleves at der findes et skel mellem konceptuel fokusering og musik-som-musik: komposition kan tage udgangspunktet i en central problemstilling, der kompromisløst former musikkens udtryk, eller den kan – i et andet yderpunkt – skabe sin klingende ’virkelighed’ inden for musikkens ’eget’ abstrakte sprog i dialektiker mellem lyd og tonalitet, renhed og differentierethed, kontekst/æstetisk diskurs. Det er muligt vi kan opleve et sådant skel i aftenens værker af Mathias og Sofia.


Morale – etik?
Vi har for længe siden forladt moderniteten og passeret gennem postmodernitetens overfladefiksering. Anything goes – but not any more! Overflade var fint, nydeligt, pænt – og undertiden ikke til at skelne fra lummer småborgerlighed. Måske har Groys fat i noget – men da også noget helt andet?

Det ønskes at vi skal tro på ’alternative fakta’ af de samme, som tilråber ’fake news’ til nogle af de hændelser, der har rod i en virkelighed. Virkelighed er et farligt ord, minder Witold Gombrowicz os om i sine dagbøger allerede i 1955 længe før postmodernitetens gennembrud.

Derfor er problemet hverken for meget eller for lidt. Og løsningen? Det er selve det utilpassede, der er løsningen. Vi er asylanter i hver vores virkelighed(er). Vi kan skabe vores egen autenticitet. Vi må færdes mellem terror, civil ulydighed og borgerlig tryghed. Vi må turde færdes uden sikkerhed: glem alt om rækværk på Møns Klint. Gå Besseggen eller spring på bukken bag Per Gynt! Vi må turde leve på godt og ondt, ikke skjule os bag livsfjendske udtryk og falsk tryghed. Det gælder for samfundsborgeren, men det gælder i lige så høj grad for kunstneren som for hans publikum. Der må være en ligeværdig relation.

Kunstens virkelighed opstår først når publikum kognitivt erkender den. Musikværket opstår gennem to led: musikerens fortolkning og tilhørerens. Fortolkningen er således vigtig fordi den påviser vores position mellem virkelighederne… Hver fremførelse er ny, positionerer sig mellem erindring og forventning. Derfor er det vigtigt for vores erkendelse, når vi anerkender, at musikken er en efemer (flygtig) kunstart. Derfor er orkestrene, ensemblerne ikke bare vigtige – de er et uomgængeligt sine qua non. De lydfæstede medier låser vores erindring, fjerner dens dynamiske transformation. De udøvendes virkelighed fortabes til stadighed, og kan kun erindres eller kun genskabes gennem myten. Den efemere musik minder os om virkelighedens flygtige natur: den var der et kort øjeblik! Den erkendelse er vigtig for at etablere tryghed i nuet.

Kunsten må skabe sin egen autentiske virkelighed i tro på livets værdi. Kunstneren må finde det hvorfor? – som rækker ud over det private og personlige, som deles i det inter-subjektive rum. Moderniteten handlede om hvad? Det postmoderne: hvorledes? I dag må vi besvare:

hvorfor vi ønsker at gribe ind i andres virkelighed? Hvad og hvorledes er stadig vigtige, men er underordnet dette centrale hvorfor, som i nuet aldrig fuldt og helt kan besvares.

Dette er den demokratiserede korte berømmelses æra. De sociale medier? I mangfoldige tusindtal deles alt, stort som småt. Så hvorfor mener kunstneren at kunne bidrage?

Hvorfor? Måske fordi de enkle og klare standpunkter ikke har legitimitet?

Måske fordi samfundets kompleksitet trænger et komplekst modspil?

Måske fordi… fordi…?

 

Nordlyd II: Af en asylants dagbog er blevet til i samarbejde med Lysebu og ensemble Adapter og er støttet af Nordisk Kulturfond

 

Køb billetter til koncerten her