KLANG d.10. juni - Mathias Reumert/EKKOZONE “Det er bare fed musik! Det må enhver kunne høre!”

 

KLANG møder percussionist og dirigent Mathias Reumert til en snak om Steve Reichs mesterværk ”Music for 18 Musicians”, der opføres d. 10. juni i Tivolis Koncertsal.


Hvorfor Steve Reich? Den danske percussionist og dirigent Mathias Reumert er ikke i tvivl: ”Det er bare fed musik! Det må enhver kunne høre!


Foto: Thomas Rockall Muus


Reumert er manden bag ensemblet EKKOZONE, der tidligere har opført værket Music for 18 Musicians på bl.a. Roskilde Festival i 2013, og som blev en af de bedst anmeldte koncerter det år. Den her gang opføres værket i Tivolis Koncertsal, og det er ikke første gang, at Reumert og Reich mødes i den sal. Reumert har før spillet i Tivolis Koncertsal med selve Steve Reich som lydmand. Dengang fortalte han Reumert, at koncertsalen havde en hel optimal klang til f.eks. marimbaer: “This is a great hall for marimbas. Marimbas don’t need microphones in this hall.” Reumert fortsætter: “Og der er jo marimbaer ud over det hele i Music for 18 Musicians.”
 

Det er et meget organisk stykke, hvor der er flere former for puls. Der er dels en meget fast puls, som bliver hamret ud i marimbaerne og i klavererne og senere i xylofonerne. Så er der også en helt anden form for puls, som er en vejrtrækningspuls. Der er sådan nogle bølger af lyd i forskellige akkorder, som bølger op, og så dør ud. Og det er en puls, som er baseret på den tid, det tager at udånde, fordi blæserne helt konkret puster på én udånding, og sangerne synger du-du-du på én udånding. Og de andre imiterer så det der flow, som ligger i et åndedræt. Så det er en helt anden form for puls, meget drømmende, meget organisk og meget smuk.” - Reumert tilføjer: “Hvis det lykkes…” og griner lidt. “Det er også ret svært at få til at lykkes, fordi den dels skal være i synk med den hurtige puls, som er den underliggende puls i stykket. Men den har også en meget meget langsom puls, og det er den her puls, som er baseret på en vejrtrækning. Der kommer sådan nogle lange bølger med akkorder, og det er det, som er fascinerende at lytte på. Simpelthen.” Den her fraktion mellem de forskellige tempi forklarer han som en ud af kroppen oplevelse at lytte på. ”Som lytter ophører ens tidsfornemmelse fuldstændigt, og man kan lade tankerne rejse langt væk.”



Foto: Wonge Bergmann
 

Det er et vigtigt musikhistorisk stykke. Det har haft en enorm stor indflydelse på måden at tænke musik på. Udover klassisk musik, udover kompositionsmusik ind i den elektroniske genre. Det er et vigtigt stykke indflydelsesmæssigt på den elektroniske genre. Selvom det er decideret akustisk musik; der er kun akustiske instrumenter med.” Værket, der er fra 1976, er et stilskabende stykke, der sjældent opføres især på grund af det meget omfattende setup. 18 musikere spiller med i stykket, fire af dem på flygler, resten på marimbaer, xylofoner og vibrafon, strygere og klarinetter foruden sangerne. ”Men faktisk er der 22 forskellige stemmer i stykket. Det kan lade sig gøre at spille det med 18, lige akkurat. Det bliver tit opført med 19 eller 20 mennesker. Men når man laver det med 18, er der rigtig mange af musikerne, som spiller flere forskellige instrumenter. Folk kommer til at pile rundt mellem instrumenterne for at nå det hele”, tilføjer Reumert afslutningsvis og griner lidt.
 

Reumert dannede EKKOZONE med drømmen om at skabe et virtuost, internationalt ensemble, der forener klassisk avantgarde, minimalisme og morgendagens musik. Han modtog i 2015 den prestigefulde pris fra Musikanmelderringen, bl.a. fordi han ”i særlig grad har gjort sig bemærket i dansk klassisk musikliv”. Han kvitterer for prisen med at opføre Steve Reichs Music for 18 Musicians i Tivolis Koncertsal d. 10. juni i samarbejde med KLANG festival 2016.

 

Læs mere om koncerten og køb billet via tivoli.dk
 

Læs mere om Mathias Reumert og EKKOZONE på mathiasreumert.com