11. juni, kl.20.00 - KLANGs Åbningskoncert med Athelas Sinfonietta! Mød Kristian Rymkier


KLANG møder komponist Kristian Rymkier til en snak om hans nye værk Trois profs, prouve le parfait, der uropføres til åbningskoncerten med Athelas Sinfonietta på KLANG festival d. 11. juni.


”For mig selv har det ligesom været en afrunding af studietiden.” Kristian Rymkier forklarer, at idéen til værket er hans nuværende udgangspunkt som dimittend. Det åbenlyse er nu adskillelsen fra studietiden og en søgen efter egen stemme og integritet. Titlen på værket Trois profs, prove le parfait (Tre professorer, bevis fuldendelsen) hentyder til, at ved at stille tre professorer op foran sig, skal han nu bevise sin fuldendelse som uddannet komponist.
De tre professorer, som Rymkier refererer til, er Gérard Pesson, Stefano Gervasoni og Frédéric Durieux. Det sidste halvandet år har Rymkier studeret ved Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse de Paris (CNSMDP) og her stiftet bekendtskab med de tre professorers musik.


 

“Jeg ønskede, at jeg nu skulle tage disse tre mestres musik og derfra finde min helt egen stil, hvilket jeg også har gjort. Det er bare blevet helt anderledes. Jeg kunne ikke vide på forhånd, at min force lå et andet sted end lige kun at arbejde i deres stil. Dette fik mig til at tænke lidt på Darwins forunderlige omvendte argumentation: Der behøves ikke, først, at eksistere en plan for at skabe et smukt væsen/dyr.” Rymkier forklarer: ”Jeg har brugt det sidste år på at udvikle en masse system-teknikker. Hvis du f.eks. tænker på det tonale system. Det imiterer sin egen struktur i forskellige trin, i forskellige bevægelser, i forskellige afstande væk fra sit udgangspunkt. Jeg har prøvet at lave et system, hvor jeg flytter det i zoom ligesom på et kamera. Du har den her enhed, og den her enhed kan du se ude fra rummet af, eller du kan se den helt tæt på. På denne måde kan forskellige zoom på samme enhed ændre dens struktur eller konstruktion, fra mit synspunkt.”


Rymkiers værk er inspireret af Gervasonis: Rigirìo der også er kendt som Standard Model. ”Jeg har taget de grove elementer fra dette stykke og brugt som idémateriale: trillen, accenter som bruges som start- og slutindikation for frasen, faldende figur imellem accenterne samt Multiphonics/Dyads. For at skabe distance til egen sansning og smag brugte jeg til at starte med to små celler af hver af professorernes musik. Herfra var næste trin hvorledes, at jeg yderligere vil forsøge at distancere mig fra de tre professorers æstetik. Jeg begyndte at tage ideerne, som jeg havde siddet og arbejdet på og forstå dem i en overført betydning. Det er blevet et stykke, der er blevet helt anderledes, end hvad jeg først regnede med.”
Rymkier gør desuden brug af elektronik og visuelle elementer i sit stykke i et forsøg på at blande alt, hvad han synes, at han indeholder på nuværende tidspunkt i sin karriere som nyuddannet komponist fra konservatoriet i Paris.


”Det her stykke har virkelig været et skel for mig. Min egen vinkel på kompositionen er, at jeg, i de sidste to til tre år, intuitivt har udviklet mit eget affinitets-system og bevægelses-system. Dette skal komme for sin prøve, når de forskellige citeret musik skal bearbejdes; flyttes; omtydes. Æstetisk bliver det fransk/italiensk med et vikinge-twist.”


Hvad det betyder, må publikum selv se/høre, når værket uropføres af Athelas Sinfonietta på KLANG festival 2016 lørdag d. 11. juni kl. 20.00 på Festivalscenen på Republique.


Se hele festivalprogrammet her: klang.dk/festivalprogram/2016

 

Kristian Rymkier er uddannet saxofonist fra Konservatoriet i Den Haag, Nl. Uddannet komponist ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos bl.a. Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen og Karsten Fundal og senest ved Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse i Paris.
Rymkier har komponeret kammer-, vokal- og orkesterværker og arbejder også med lydinstallationer og digital komposition. Han har særlig fokus på 3D musik, der er komponeret med rumligheden som musikalsk element, og som aflyttes med hovedtelefoner. Rymkier har en række projekter i ind- og udland de kommende år, både indenfor kammermusik, 3D-værker og samarbejder med visuelle kunstnere.