KLANG møder Kaj Duncan David…

KLANG møder komponist Kaj Duncan David til en snak om hans nye værk "Miniatures for electric piano, violin, electronics and four light bulbs", der uropføres på KLANG festival d. 17. juni.


”Jeg har arbejdet i nogle år nu med at forbinde klang og lys i et musikalsk udtryk, kan man sige. Hvor jeg bruger forskellige lyskilder som et musikalsk parameter. Det her værk er så det nyeste i den her række af værker.”
 

Kaj Duncan David forklarer, hvordan han i værket "Miniatures for electric piano, violin, electronics and four light bulbs" bruger fire elpærer, der placeres på stativer foran norske Duo Hellqvist/Amaral, der skal uropføre værket på KLANG festival 2016.
”De her elpærer kobles direkte til instrumenterne elektronisk. Som værkets titel også beskriver, er her tale om en samling miniaturer, som hver og en og på forskellig vis undersøger, hvordan duoen kan kontrollere de fire elpærer. Helt konkret betyder det, at pianisten f.eks. ved at spille ’C’ kan tænde for den første pære og ved at spille ’D’ tænde for pære nummer to osv. Det er en meget enkel forbindelse mellem instrument og lyskilde.”
 


Hver af de ca. otte miniaturer er en lille undersøgelse af en bestemt kobling mellem musiker og lyskilde. ”Nærmest som et slags meta-instrument.” Kaj fortsætter: ”Musikerne spiller hver deres instrument, men de er samtidig koblet elektronisk til lyskilderne, så lys bliver en del af instrumentariet i rummet.”
Denne meget tekniske fremgangsmåde til musikken går igen i værker af Kaj Duncan David. ”Jeg tilføjer et visuelt lag til værkerne. Når der, f.eks. ved den her koncert, sidder to musikere på en scene, der i forvejen er mørk, og de så begynder at spille, og lyset begynder at tænde og slukke i tæt forbindelse med musikken, så opstår der et tredje lag i musikken, som jeg synes, er meget spændende. Jeg arbejder meget en til en, hvilket vil sige, at man altid kan følge koblingen mellem det, der bliver spillet, og det man ser. Jeg arbejder med musik i to lag – visuelt og klangligt.”
 

Koncertprogrammet til festivalens sidste aften består ved denne koncert, foruden Kaj Duncan Davids værk, også af to andre uropførelser af værker af den tyske, fremadstormende komponist Johannes Kreidler samt nordmanden Øyvind Torvund. Tilsammen udgør værkerne, hvad der næsten kan kaldes for en konceptkoncert.

Producent og musiker Frode Andersen forklarer: ”Den her koncert er anderledes end resten af koncertprogrammet på KLANG, fordi den er ekstrem. Der er kun tre værker på programmet, men hvert eneste værk har sin egen identitet, sit eget koncept der ikke kun inkluderer musik, men også lys, video, bevægelse, teater. Det kræver ikke bare præcision fra musikerne, men også for hele det tekniske apparat. Det handler ikke kun om musikken, men også om det, der er omkring musikken.” Frode fortsætter: ”Bare det at kunne spille på sit instrument, er kun en brøkdel af det. Det handler lige så meget om at være skuespiller. Her er ikke tale om en koncert, hvor musikere kommer ind på scenen, spiller en koncert og går igen. Her er tale om en helhedsoplevelse!”
 


Koncerten med Duo Hellqvist/Amaral foregår fredag d. 17. juni kl. 18.00 på Festivalscenen. Efter koncerten vil det være muligt at mæske sig i fingernemme sliders og sommerfrisk limonade fra Den Frie Udstillingsbygning’s ’Cafe Oslo Plads’, før KLANG 2016 slutter af med fejringen af Pelle Gudmundsen-Holmgreen i en “All In One” Trippel-Kvartetkoncert, dobbelt CD­-release samt filmpremiere på portrætfilmen ”På Tværs”.

 

Kaj Duncan David er uddannet ved Goldsmiths College, University of London, Det Jyske Musikkonservatorium – hos Simon Steen-Andersen – og fra 2014 hos Manos Tsangaris og Franz Martin Olbrisch ved Hochschule für Musik i Dresden. Davids værker er blevet opført ved festivaler som MaerzMusik i Berlin, Ultima i Oslo, Feriekurserne i Darmstadt og NextFest i Canada. Han arbejder ofte med elektronik, laver installationer og har bl.a. samarbejdet med ensemblerne Mimitabu, Curious Chamber Players, Ensemble Recherche og komponistkollektivet Bastard Assignments.


Læs mere på www.kajduncandavid.com