KLANG festival byder på Reumert-nomineret ensemble og musik uden lyd

 

Oplev musik som er skrevet til alle andre sanser end hørelsen, unge musikere i alderen 15–25 år demontere instrumenter og musik og Old School-værker, som har været med til at sætte nutidens værker i perspektiv, når Danmarks største internationale festival for avantgardemusik finder sted på Republique på Østerfælled Torv 34, København Ø, d. 29.maj - 4. juni 2015.


Athelas Sinfonietta Copenhagen, som for kort tid siden blev nomineret til en Reumert for operaen Babel, skyder traditionen tro festivalen i gang med en stor anlagt åbningskoncert. Koncerten indeholder bl.a. en uropførelse af den unge danske komponist Jens Peter Møller samt det renæssancemusik-inspirerede værk Gymel (1983) af Ole Buck (DK), som i år fylder 70 år og er på programmet ved flere koncerter på festivalen.


På toppen af ny kompositionsmusik
Et af Europas mest fremtrædende ensembler for ny musik Ensemble Modern (DE) gæster KLANG festival for første gang. På nær værket Chamber Music I (1979-80) af førnævnte Ole Buck består koncerten af værker, der ikke før har været opført i Danmark, herunder en uropførelse af den unge, danske komponist Martin Stauning. Der er tale om et ensemble, der siden dets begyndelse for 35 år siden har turneret i hele verden og formår den dag i dag at holde sig på toppen af ny kompositionsmusik.


Unge musikere spiller avantgarde
Chiffren Ensemble består af unge i alderen 15–25 år, der spiller ny musik i samarbejde med komponister, solister og dirigenter fra det ny kompositionsmusikmiljø i Tyskland. På KLANG opfører de bl.a. værket In Spite Of, And Maybe Even Therefore (2007) af den prisvindende danske komponist Simon Steen- Andersen, der på trods af titlens blide, debatterende tone insisterer på larm og stilhed parallelt – i hvert fald et stykke tid. Oplev det unge ensemble søndag eftermiddag d. 31. maj, når de spiller en gratis koncert på Republique på Østerbro.


Er musik bare lyd?
Koncerten af den danske komponist Jeppe Ernst fokuserer på musik som mere end lyd. Musik er også gestik, følelser og stemning. Blandt andet består værket Messe for en menneskekrop (2015) af fysisk berøring, hvor den enkelte publikummer bliver berørt af musikeren. ”Det er et forsøg på at undersøge grænserne for musikken og på at komme tættere på publikum. Jeg synes i høj grad, at vi har opbygget en distance til tingene. Det er ligeså meget den her selvfølgelighed, som jeg stiller spørgsmålstegn ved. Den her distance til oplevelsen af musik på behagelig afstand.” Musik er en måde at organisere et tidsligt forløb på og opleves altid med flere sanser. Det er den erkendelse komponisten Jeppe Ernst udfordrer i sin portrætkoncert, der foregår i kultur- og projektværkstedet KW3 på Østerbro.


Old School is the New School
Den unge, svenske pianist Jonas Olsson har specialiseret sig i at spille musik fra det 20. og 21. århundrede og har tidligere optrådt med værker af Pierre Boulez, som det også er tilfældet ved årets koncertrække ’Old School: BOULEZ!' på KLANG festival. I 2015 er Boulez’ 90-årsdag blevet fejret ved festivaler og koncerter i det meste af verden, og KLANG er ingen undtagelse. Med stor virtuositet begiver Olsson sig ud i alle tre klaversonater samt 12 Notations (1945) af Pierre Boulez. De tre sonater er hovedværker i efterkrigstidens ny kompositionsmusik, der er med til at sætte nutidens værker i perspektiv. 12 Notations er Old School-programmets ældste værk. Olsson prøver kræfter med Boulez’ teknisk meget svære værker på en måde, som det ikke er set før. Pianisten kan opleves over tre dage, hvoraf den sidste koncert runder årets KLANG festival af d. 4. juni.


KLANG 2015 tæller desuden en lang række store, danske og udenlandske navne og ensembler som elektronkomponist og lydkunstner Morten Riis (DK), den canadiske lydkunstner, performer og komponist Nicolas Bernier, som gæster Danmark for første gang på KLANG, det anerkendte ensemble Cikada (NO) samt tre musikere fra det fremtrædende tyske ensemble Recherche, som opfører klassiske værker af bl.a. de danske komponister Per Nørgård, Hans Abrahamsen og gengangeren Ole Buck. Oplev desuden det franske ensemble Soundinitiative opføre morgendagens komponister som Alexander Schubert (D), François Sarhan (F) og førnævnte Simon Steen-Andersen.


Se årets program her og køb billetter her