KLANG Festival aflyser og udsætter…

8/4 2020

Coronaen kaster skygger over hele verden. Alle er berørt af krisen. Den danske regering har meldt ud, at alle danske festivaler frem til 31/8 bør aflyses som konsekvens af Coronakrisen.

Derfor aflyser KLANG Festival alle planlagte koncerter og aktiviteter i maj og juni 2020. Vi arbejder samtidig på at kunne præsentere et udsnit af festivalen senere på året. Vi håber derfor snarest at kunne præsentere jer for en særudgave af festivalen: EfterårsKLANG.

De fleste musikoplevelser på KLANG Festival er helt unikke. Det drejer sig ofte om nyskabende musik, skabt i samarbejde med mange partnere, som bliver skabt specifikt til festivalen. Derfor gør en aflysning af festivalen ekstra ondt på de mange kunstnere, vi repræsenterer. Så meget desto mere vil vi arbejde på at kunne præsentere mest muligt af det planlagte på et senere tidspunkt.

KLANG handler om at dele store musikoplevelser med hinanden på tværs af aldre, køn og baggrund. På tværs af Danmark og på tværs af landegrænser. KLANG handler om fællesskab og om levende musik, som bliver til i nuet. Musik som skrives, indlæres og opføres lige nu i vores samtid. Med andre ord handler KLANG Festival om alt det, vi ikke kan lige nu på grund af krisen: Være sammen i byens mange fantastiske sale. Være sammen med hinanden. Være helt tæt på de optrædende kunstnere.

Af disse grunde er der ingen tvivl om, at KLANG Festival ikke kan afvikles i den situation, Danmark og resten af verden står i lige nu. Men af de samme grunde er der heller ingen tvivl om, at KLANG Festival vil genopstå, at den eksperimenterende samtidsmusik og de mange kunstnere, komponister og publikummer vender stærkt tilbage, og at sammenholdet, samværet, intimiteten og den store musikalske kunst, der kendetegner KLANG venter på os… efter krisen.

Vi ses

Christian Winther Christensen og Regin Petersen
KLANG-Festivalledelse

Program