KLANG festival åbner med en snigpremiere i Tivolis Koncertsal og jetmotorer i Fælledparken


8. udgave af KLANG festival, Danmarks største, internationale festival for ny kompositionsmusik, starter på en lidt anden måde, end hvad festivalen har gjort de forrige år nemlig med en snigpremiere i Tivolis Koncertsal fredag d. 10. juni.


Det danske ensemble EKKOZONE vil her opføre Steve Reichs mesterværk Music for 18 Musicians. Mathias Reumert, der er manden bag ensemblet, har før spillet i Tivolis Koncertsal med selve Steve Reich som lydmand. Dengang fortalte Reich ham, at koncertsalen har optimale klangforhold til f.eks. marimbaer: Til det svarer Reumert: “Og der er jo marimbaer ud over det hele i Music for 18 Musicians.”


20 koncerter og lige så mange uropførelser

Hvis en snigpremiere i Tivolis Koncertsal er lidt usædvanlig for KLANG festivalen, er uropførelser en masse til gengæld helt i KLANGs ånd! I år præsenterer festivalen 20 koncerter og lige så mange uropførelser af nogle af landets førende danske og udenlandske komponister. Foruden det helt forunderlige værk Pulsende Piber af Lars Kynde i samarbejde med kunstnerkollektivet Illutron, som bl.a. benytter pulsejet-motorer til at genskabe sækkepiben i kæmpeformat i Fælledparken i København, så lydene kan høres langt ud over parkens buske og hække, vil også den tyske komponist Johannes Kreidlers værk Steady Shot blive uropført på KLANG. Kreidler er en ung fremstormende komponist bosiddende i Berlin kendt for at gøre brug af elektroniske elementer i sin musik ofte med et provokerende og humoristisk islæt. Også komponister som danske Nicolai Worsaae, Ylva Lund Bergner og kompositionsprofessor Niels-Rosing Schow præsenterer uropførelser på årets KLANG festival. Lund Bergners værk Toujours vers toi uropføres at Klangforum Wien, et af Europas absolut førende ensembler!


En hyldest til Pelle

KLANG 2016 bliver også året, hvor vi hylder Pelle Gudmundsen-Holmgreens lange karriere med en stor anlagt afslutningskoncert samt premiere på portrætfilmen På Tværs og cd-release. Danske Alba String Quartet, Nordic String Quartet og amerikanske Mivos String Quartet vil tilsammen og hver for sig opføre Gudmundsen-Holmgreens
strygekvartetter nr. 12, 13 og 14. Det er første gang, at værkerne opføres i Danmark!


Ny musik uden omsvøb

KLANG 2016 tæller desuden en lang række store, danske og udenlandske navne og ensembler som Athelas Sinfonietta Copenhagen, der traditionen tro spiller på den officielle åbningsaften på KLANG, Ensemble Kwadrofonik og Barbara Kinga Majewska fra Polen, Distractfold Ensemble (UK), Uusinta Ensemble (FI), Bent Sørensen, Georges Aperghis (GR), György Kurtág (HUN), John Cage (US), Beat Furrer (AU), Juliana Hodkinson (UK), Simon Steen-Andersen, Kaj Duncan David, Anders Monrad og Ying Hsueh Chen (TW) m.fl.


Det er her alle mødes i dagene fra d. 10. – 17. juni så kom og vær med! Vi glæder os til at byde jer velkommen til KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival 2016!


Se hele programmet på klang.dk/festivalprogram/2016