KLANG 2015 offentliggør årets program

KLANG 2015 offentliggør årets program

 

KLANG 2015 præsenterer i år et program, der byder på internationale samt danske komponister og ensembler i verdensklasse. Oplev ny musik med traditioner, uropførelser af nogle af landets førende unge komponister, usædvanlige samarbejder og musik uden lyd, når Danmarks største, internationale festival for ny kompositionsmusik igen i år åbner dørene til syv dages avantgarde musik på Teater Republique fra den 29. maj – 4. juni.

 

Athelas Sinfonietta Copenhagen åbner KLANG 2015 med ambitiøst program

For 7. år i træk åbner Athelas Sinfonietta festivalen med en stor anlagt koncert. Programmet er overvejende internationalt og præsenterer komponisterne Brigitta Muntendorf (DE), Stefan Prins (BE), Simone Movio (IT) og Matthew Shlomowitz (AU/UK). Desuden indeholder programmet en uropførelse af den fremstormende danske komponist Jens Peter Møller, en japansk motorvejstunnel af komponisten Nicolai Worsaae (DK), og i den anden ende af spektret sværvægteren Ole Buck (DK), der i år fylder 70 år og er på programmet ved flere koncerter på festivalen. Athelas forstår at gøre sin entré, og i år er ingen undtagelse.
 

Ny musik med traditioner
Den svenske pianist Jonas Olsson bevæger sig ud i et omfattende projekt, der tæller alle de tre svære klaversonater samt 12 Notations af Pierre Boulez (FR). Her er der tale om nogle af efterkrigstidens absolutte hovedværker, som er med til at sætte nutidens værker i perspektiv. De tre sonater samt 12 Notations fordeles over tre koncerter under titlen OLD SCHOOL nr. 1-3: BOULEZ!, hvoraf den sidste koncert afrunder KLANG 2015!
 

Unge kunstnere blandt topensembler på KLANG 2015
Igen i år har KLANG fokus på unge talentfulde komponister og ensembler. Martin Rane Bauck (NO) præsenterer sin debutkoncert opført af Ensemble Cikada, et af Norges mest anerkendte ensembler inden for ny musik. Danske Martin Stauning har ingen ringere end det tyske topensemble, Ensemble Modern til at opføre sit spritnye værk, mens det anerkendte tyske Ensemble Recherche præsenterer klassiske værker af bl.a. Per Nørgård, Hans Abrahamsen og gengangeren Ole Buck. Ungdomsensemblet, Ensemble Chiffren (DE) er i ordets forstand et ungt ensemble med medlemmer i alderen 15-25 år. Søndag eftermiddag vil de bevise over for publikum, at alder ingen hindring har, når de ligeledes præsenterer et ambitiøst program herunder en enkel uropførelse. Den unge, talentfulde komponist Jeppe Ernst (DK) vil med sine skulpturelle betragtninger af musik invitere det enkelte publikum ind i intime rum på KW3 til en undersøgelse af musikkens inderste væsen. Festivalens sidste aften byder, forinden OLD SCHOOL nr. 3: BOULEZ!, på det unge franske ensemble Soundinitiative, der med teknisk snilde og visuelle elementer præsenterer værker af anerkendte kunstnere som bl.a. Francois Sarhan (FR), Alexander Schubert (DE) samt den danske komponist og installationskunstner Simon Steen-Andersen.


En af Danmarks fremmeste lydkunstnere, Morten Riis præsenterer to uropførelser på KLANG. Nicolas Bernier (CAN), som for længst har slået sit navn fast på den internationale lydkunstscene, gæster Danmark for første gang, og Timo Kreuzer (DE) præsenterer værket ARTIKULATION, der har Danmarkspremiere på KLANG. Værket opføres af ensemblerne POING! (NO) og Figura (DK), der gensidigt udfordrer hinanden i dette usædvanlige arbejde. Curious Chamber Players (SE) slår sig sammen med Ensemble Aleph (FR) og præsenterer nye værker af en række internationale komponister og en gammel kending: Kurt Schwitters (DE) Ursonate. Publikum på KLANG vil kunne opleve et varieret program med nogle af de største komponister og ensembler på samtidsmusikscenen, og vi glæder os til at byde jer velkommen fra d. 29. maj – 4. juni på Teater Republique!


KLANG 2015
Under KLANG 2015 præsenteres 14 koncerter og events fordelt over syv dage. I løbet af festivalen vil man kunne opleve et varieret program med nogle af tidens toneangivende komponister i samspil med et udvalg af de ypperste musikere fra nær og fjern. Festivalens koncerter har alle det tilfælles, at de på hver sin måde prøver at afsøge muligheder for nye kunstneriske udtryk og bane vejen for morgendagens musik, og netop det, er hele drivkraften for KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival.


Se årets program her