KLANG 2014 præsenterer årets program!

KLANG 2014 præsenterer et ambitiøst program med en perlerække af store danske komponister og fremadstormende frontløbere fra den internationale scene. Oplev avantgardens spritnye værker, uropførelser og hyldest til den gamle gardes genistreger på KLANG fra 30. maj til 5. juni 2014 på Republique på Østerbro.

 

Åbningsevent & åbningskoncert
Danmarks største, internationale festival for ny kompositionsmusik sitrer af vilde idéer og vovemod. KLANG går i luften d. 30. maj under åben himmel på Østerfælled Torv med installationen 'Havblik' af Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Athelas Sinfonietta Copenhagen åbner for sjette år festivalens første fælles toner an i en åbningskoncert med fire vidt forskellige komponister af den yngste generation: De i alt fem værker af Lasse Schwanenflügel Piasecki, Niels Rønsholdt, Diana Soh og Johannes Kreidler giver til sammen en udsøgt smagsprøve på festivalens brede vingefang. Kreidler og Athelas kan opleves igen den 3. juni, hvor sinfoniettaen sætter spot på dansk-tyske tendenser med værker af Carola Bauckholt, Leopold Hurt samt Juliana Hodkinson.
 

KLANG goes Symphony & Old school
I år præsenterer KLANG for første gang et fuldt symfoniorkester i DR Koncerthuset, når DR UnderholdningsOrkesteret siger tak for denne sæson d. 31. maj med et ”Avantgardistisk Afdansningsbal” med en uropførelse af selveste Bent Sørensen og Rønsholdts forførende Me Quitte. Kærligheden til den ældre generations vovemod hyldes i Republiques festivalcafé, hvor konservatoriestuderende solister opfører verdenskendte hovedværker næsten hver aften. Den hårde kerne fra nulevende dansk avantgarde hædres, når Trio Con Brio Copenhagen d. 4. juni spiller nye værker af ingen ringere end Per Nørgård, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.
 

KLANG goes World Wide & Death Metal Rock
Den 2. juni gynger den musikalske grund heftigt, når energiske Defunensemble fra Finland opfører værker af tyske Peter Ablinger og ensemblets egen leder, komponist og programmør Sami Klemola - en aften med knivskarp præcision, eletronik og en snert af nordisk dødsmetal! Den 4. juni udvider KLANG med europas fortrop, når græske DissonArt Ensemble spiller værker af spanske Oliver Rappoport, Salvatore Sciarrino, Beat Furrer og Christoph Herndler samt atter inderlige Niels Rønsholdt. Den 5. juni når KLANG jorden rundt med besøg af den amerikanske strygekvartet Mivos Quartet, der tordner frem på verdensplan og på KLANG forener danske og amerikanske komponister på en aften med Alex Mincek og Mark Barden fra USA i selskab med danske Martin Stauning og Lasse Schwanenflügel Piasecki.
 

KLANG 2014
Under KLANG 2014 præsenteres 17 og events i løbet af en uge. Festivalen 2014 kan især præsentere en lang række fremtrædende danske komponister inden for avantgarden – upcoming såvel som etablerede. Derudover præsenterer KLANG ensembler og solister i en bred palet af nationaliteter fra Finland til Amerika, Portugal og Japan m.fl. - alle valgt for deres professionelle høje niveau og kompromisløse, nyskabende kunst. Spændingsfeltet i fortolkningen og inspirationen mellem unge og ældre kunstnere får sin helt egen platform i koncertformen ”Old school” Avantgarde, hvor unge konservatoriestuderende fremfører legendariske værker i de intime rammer i KLANGs festivalcafé.
 

Tendenser i Neue Musik
I caféen vil der også i løbet af ugen være ultranørdet boost og debat, hvor KLANG i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark, magasinet Seismograf/DMT og Københavns Universitet inviterer til et seminar om nutidige tendenser i ny tysk musik og lydkunst. Det bliver musikteori og samtidsforskning på højeste niveau i godt selskab med internationale oplægsholdere.

 

 

Billetter kan købes her på hjemmesiden under hver enkelt koncert fra d. 28. april 2014