31. maj kl. 20.00: BARCODE 03 | Holland House
BARCODE-koncerterne samler meget forskelligt musikmateriale på tværs af tid og genreskel og iscenesætter det til en ny, performativ helhed. I BARCODE-projektet tager kunstnerisk leder, instruktør og scenograf Jacob F. Schokking hele sin scenekunstneriske værktøjskasse med ind i musikken. For ham er det enormt interessant at kombinere det performative med en udvalgt række værker, fordi de her skaber en helt ny form for fortællinger i spændingsfeltet mellem teater og koncert.
Holland House har gennem en lang række forestillinger vist, hvor meget musik kan gøre for iscenesættelser. I BARCODE vil de vise, hvor meget iscenesættelse kan gøre for musikken.
Til koncerten på KLANG festival kan publikum opleve flere nye numre blandt andet et bidrag inspireret af John Cages Solo for voice 35, som er indspillet af den syriske skuespillerinde Amal Omran i Tunis i 2015. Her improviserer hun over det anarkistiske udsagn “The best form of government is no government at all”, som Cage har brugt til sin solo for stemme.
Koncerten byder også på to uropførelser af Rasmus Zwicki bestilt i anledningen af Barcode 03. Til det ene værk tager Rasmus Zwicki udgangspunkt i en grafisk notation malet med hår, og i den anden komposition Plantation har 6 trådløse højttalere fået rollen som soloensemble, mens de bliver passet og plejet af de medvirkende.
De medvirkende er Rikke Lylloff og Jakob Bloch Jespersen. Live-performance på scenen bliver akkompagneret af videomateriale eksklusivt designet og udviklet af Holland Houses kunstneriske leder, instruktør og scenograf Jacob Schokking. De medvirkende er her Rikke Lylloff, Jakob Bloch Jespersen, Anne Plauborg Madsen, Jacob Stage, Suhair Omran fra Syrien, Khimini Jihed og Mouhamed Seddik Kekli fra Tunesien.
BARCODE 03 | Holland House
Onsdag den 31. maj kl. 20.00, KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, 2200 Kbh. N