Athelas Sinfonietta Copenhagen

har opnået internationalt ry for deres fortolkninger af ny kompositionsmusik. Ensemblet påtager sig med stor virkelyst at være talerør for avantgarden og den nyeste musik i forbindelse med koncerter, festivaler, internationale turneer og diverse nyskabende projekter.

www.athelas.dk

Center for Vild Analyse

er et “kollektivt subjekt”, der tænker og taler i den offentlige debat. Centeret blev oprettet i 2006 og har siden skrevet og talt om kultur, politik og filosofi med udgangspunkt i psykoanalysen og især fransk og tysk filosofi.

www.centerforvildanalyse.dk

Curious Chamber Players

har siden 2003 udforsket en bred vifte inden for ny kompositionsmusik: Fra hardcore modernisme til grafisk noteret tilfældighedsmusik, fra minimalisme til støjmusik og fra elektronisk musik til improvisation. Eksperimenter på tværs af kunstarter er kernen i CCP’s projekter.

www.myspace.com/curiouschamberplayers

Decoder [ensemble für aktuelle musik]

er Hamborgs nyeste vovestykke for musik indenfor et bredt spektrum af moderne stilarter. Decoder spænder fra eksperimenterende instrumental teknikker til banebrydende elektronik. Med fokus på unge komponister pumper de ny energi ind i samtidsmusikscenen.

decoder-ensemble.de

EKKOZONE

er en nystartet gruppe viet til den klassiske avantgarde, minimalisme, samt ‘musikken af i morgen’. EKKOZONE ledes af Mathias Reumert og består af et internationalt hold anerkendte musikere. Instrumentsammensætningen varierer fra koncert til koncert, alt efter hvilken musik, som spilles.

Ensemble Recherche

har knap 400 uropførelser i bagagen og har siden 1985 været afgørende for udviklingen af moderne kammer- og ensemblemusik. Ensemblet bestående af ni solister har banet vejen for mange unge talenter, deltaget i talrige projekter udover koncerter og opnået stor international anerkendelse.

www.ensemble-recherche.de

Faint Noise

opstod i 2011 og tæller Karin Hellqvist (violin), Anna Petrini (blokfløjte) og Malin Bång (lydobjekt, komposition). Repertoireudvikling er en stor del af Faint Noises virke og foruden klassiske instrumenter involveres ofte elektronik, video og andre medier i koncerterne.

www.faintnoise.com/about.html

Jeppe Just Instituttet

består af Matias Seibæk, David Hildebrandt og Jeppe Just Christensen, der nærer en fælles kærlighed til skrammel-æstetik og metallisk energiudladning. De bygger instrumenter af slagtøj,  isenkram og køkkenudstyr m.m. og spiller på  kalimba, musikalsk sav, orgel, mundharper og tonegenerator.

www.jeppejust-instituttet.dk