Onsdag den 23. Maj kl. 19:00, Festivalscene

Cello Chamber Dance

Virtuose toner og trin

Koncert og danseforestilling i et: En svimlende tour de force for solo-cello efterfulgt af Dansk Danseteaters mesterlige og medrivende Chamber Dance.

Toke Møldrup er en cellist i mesterklassen, hvadenten han spiller i Athelas Sinfonietta Copenhagen eller som solist. I Philippe Hurels komprimerede komposition for solo-cello D’un trait får Toke Møldrup lejlighed til at udfolde instrumentets mange muligheder.

Når Philippe Hurel skal karakterisere D’un trait, citerer han komponistkollegaen Gérard Griseys ord om at ”musik befinder sig midt imellem tal og drama, mellem vildskab og struktur.” Hurel har udregnet parametre for stykkets struktur på computer – men han har også givet los for en følelse af påtrængende nødvendighed og ligefrem ”dyriskhed”.

I koncertens anden afdeling kommer Dansk Danseteaters 13 internationale dansere på scenen, og Athelas Chamber Players står for musikken i Tim Rushtons Chamber Dance.

Musikken er af den lettiske komponist Peteris Vasks, som vandt internationalt ry, da Gidon Kremer gjorde verden opmærksom på hans musik i 1990’erne efter jerntæppets fald.

Den engelske prisbelønnede koreograf Tim Rushton, har siden 2001 været leder af Dansk Danseteater og ophavsmand til en lang række succesforestillinger både nationalt og internationalt. Rushton, som er hædret med den britiske orden MBE og for nylig har modtaget Reumert-hædersprisen, formår at skabe forestillinger, der tager udgangspunkt i de menneskelige følelser, og som forener koreografi og musik til begejstring for både publikum og anmeldere over det meste af verden.

ATHELAS CHAMBER PLAYERS
Toke Møldrup – solo cello

Anne Marie Fjord Abildskov – piano
Emily Fowler – violin
Andreas Birk – viola
Adam Stadnicki – cello

DANSK DANSETEATER
Maxim-Jo Beck McGosh
Stefanos Bizas
Fabio Liberti
Luca Marazi
Emily Nicolaou
Björn Nilsson
Milou Nuyens
Erik Nyberg
Ana Sendas
Alessandro Sousa Pereira
Minna Berglund
Stina Malmgren
Joel Fritzon

Program

PHILIPPE HUREL (f. 1955): D'un Trait (2007) for solo-cello

Chamber Dance (2011-12)
Koreografi: TIM RUSHTON (f. 1963)
Musik: PETERIS VASKS (f. 1946):
Kvartet for violin, bratsch, cello og klaver


Charlotte Østergaard - kostumedesign
Jakob Bjerregaard – produktion