Mandag den 21. Maj kl. 19:00, Festivalscene

Byens hemmelige haver

Blå toner fra TM+

Koncerten transmitteres af DR P2 Klassisk

Stjernesopranen Raphaële Kennedy og TM+ på musikalske strejftog i sproget, natten og drømmen – og farven blå.

Det er nogle af Frankrigs fremmeste fortolkere af ny musik, vi kan høre, når ensemblet TM+ giver koncert. Siden 1980erne har de stået for utallige førsteopførelser af nye værker. Til denne koncert skal vi høre dem i en håndfuld værker, hvor sopransolisten bliver et med ensemblet.

I to værker får Raphaële Kennedy lejlighed til at afprøve grænserne for, hvad menneskestemmen formår: Niels Rosing-Schows Vocabulary II udforsker sampillet mellem intrumenter og sangstemme, mellem toner og konkrete sproglyde.

I den græsk-franske komponist Georges Aperghis' La Nuit en tête er det, som om sopranstemmens svingninger smelter sammen med lydene fra de seks instrumenter. Som i drømme taler stemmen til os, uden at vi forstår, men også uden at vi behøver at forstå ...

Niels Rosing-Schow har komponeret et værk til TM+, som er inspireret af en drøm: Komponisten befinder sig på torvet i en italiensk by og lokkes ned ad en smal passage til en hemmelig have – hvorfra han får adgang til en anden og en tredje have, den ene mere frodig end den anden: "På tidspunktet for drømmen arbejdede jeg intenst på at færdiggøre nærværende værk, og jeg vidste, at drømmen handlede om værket. Den var på en uforklarlig måde værket – hvis titel hermed var givet: I Giardini dietro la cittá [Haver bagved byen]."

Laurent Cuniot har været leder af TM+, siden han stiftede ensemblet i 1986. I hans værk To deep and deeper blue bevæger vi os gennem forskellige landskaber i lyd, som gradvis opstår og opløses igen, for til sidst at vende tilbage til værkets begyndelse i forvandlet form. I begyndelsen af anden sats høres et citat fra Anton Weberns opus 7, som bliver et af værkets byggesten. For Cuniot er avantgardens virkemidler ikke et mål i sig selv, men vejen til en ny form for poetisk og melodiøst indhold.

Koncerten er led i et samarbejde mellem Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og pladeselskabet Dacapo.

Koncerten gennemføres med støtte fra Ministère de la Culture et de la Communication - Drac Ile-de-France / Conseil Général des Hauts de Seine / Mairie de Nanterre / Maison de la musique de Nanterre / Mécénat Musical Société Générale

TM+
Laurent Cuniot – dirigent

Raphaële Kennedy – sopran

Frank Scalisi – klarinet
Jean-Luc Ayroles – klaver
Gianny Pizzolato – slagtøj
Jean-Pierre Arnaud – obo
Anne Ricquebourg – harpe
Maud Lovett – violin
Marc Desmons – bratsch
David Simpson – cello
Gilles Burgos – fløjte

Konferencier: Peter Filtenborg, DR

Koncerten kan efterfølgende høres på dr.dk/lyttilnyt
 

Program

NIELS ROSING-SCHOW (f. 1954): Vocabulary II (1997)
GEORGES APERGHIS (f. 1945): La nuit en tête (2000)
NIELS ROSING-SCHOW: I Giardini dietro la cittá (2011)
LAURENT CUNIOT (f. 1957): To deep and deeper blue (2010)